Egholt Opiniões 2

Det er en rigtig dårlig arbejdsplads. De påstår ved ansættelsen at de ikke har personfarlige borger. Jeg oplevede at blive forsøgt stukket ned med en saks og truet med at blive stukket ned med en dertil indkøbt kniv. Intet bliver anmeldt og ledelsen gaslighter deres personale. Overtidsbetaling får man ikke udbetalt og deres lokal aftale med SL , betyder at de åbenbart også kan beholde den 6 ferieuge. På et år så jeg et helt team blive tømt for personale pga personfarlig borger.

Mit barn har boet på Egholts botilbud Kavalerfløjen i ½år. Han startede som et ungt menneske med voldsom OCD, social angst komorbidt til en infantil autisme diagnose. Han kom til Egholt fra et andet botilbud med samme terapeutiske tilgang. Vi forældre troede desværre, i vores vildfarelse, at det var det forrige botilbud den var gal med. Desværre viste det sig at være indgroet i systemet af private aktørere på i denne branchegren. Egholt præsenterer sig som et botilbud til stærkt behandlingskrævende personer. De hævder at kunne håndtere alt fra OCD, Angst, Autisme, ADHD, mm. Desværre viste det sig at være for godt til at være sandt.

Vi forældre gjorde helt fra starten opmærksom på, at der, grundet den dårlige oplevelse med tidligere bosted, var behov for massiv støtte. At hvis ikke de, med det samme, investerede massive kræfter i relationsarbejdet, ville det hele falde fra hinanden. Vi kender jo trods alt vores barn og ved, hvordan han reagerer ift. relationer.
Egholt skriver selv på egen hjemmeside at der, ved indflytning, og så længe det er nødvendigt, hver dag udnævnes en særlig støtteperson som beboeren særskilt kan tage støtte af. Dette fik mit barn ikke på noget tidspunkt tilbudt. Vi forældre blev end ikke gjort opmærksom på denne mulighed.

Egholt skriver selv at de arbejder mentaliseringsbaseret i relationsarbejdet. Mit barn blev ene og alene kommunikeret med pr. SMS. Den eneste fysiske kontakt var baseret på en enkelt persons vedholdenhed og tilgang. Det skal tilføjes, at denne ene persons tilgang faktisk også gjorde at mit barn lykkedes med nogle ting. Men kun i denne ene persons nærvær og støtte. Alt andet personale, uden undtagelse tog ingen fysisk kontakt til ham, medmindre vi forældre eksplicit udbad os det. Vi måtte sågar forklare personalet hvordan konflikter kan eskalere og hvordan digital kommunikation kan fremmedgøre og umenneskeliggøre modtageren.

Flere gange skete det at vi måtte kontakte bosted at mit barn ikke fik aftensmad, frokost eller morgenmad. Enkelte gange fik han ingen måltider overhovedet. Personalet på bostedet kunne i disse situationer optræde direkte provokerende overfor os forældre og fuldkommen uforstående over hvorfor vi kontaktede dem og bad dem sikre at han fik mad. Flere gange skete de, at de glemte at give ham sin angstmedicin, samt glemte ham til måltiderne.

Her endte det desværre, som på tidligere bosted, at han opholdt sig på værelset 22 timer i døgnet. Han fik til tider tilbudt en gåtur på en halv time, samt fik lov at besøge os forældre hver anden weekend. Som jeg understregede overfor ledelsen er dette forhold, som normalt kun accepteres i de danske statsfængsler. Hertil grinede ledelsen hånligt.

Da jeg, som forældre, forsøgte at hjælpe Egholt med at etablere kontakten og påbegynde noget relationsarbejde, ved at besøge ham med jævne mellemrum og hjælpe ham ned til de andre beboere og personalet, blev det ikke taget vel imod. Jeg blev til gengæld forment adgang til bostedet o hverdagen.
Flere personaler, primært vikarer, men også fastansatte, virkede totalt uvidende om, at de var ansat på i et døgnbemandet behandlingstilbud. Personalet mentalitet og tankegang, med meget få undtagelser, bærer på ingen måde præg af, at være hverken mentaliserende eller behandlende. Snarere ofte fordømmende eller ligegyldig. Mit barn kunne ofte føle sig fordømt eller udskældt når de, grundet hans angst, måtte komme til ham, frem for han kunne komme til dem. Da de ikke selv gjorde noget for at opbygge relationer til ham, og vedblev at kommunikere på SMS, fik han desværre aldrig opbygget nogen synderligt gode relationer til noget af personalet. Dette helt med ledelsens opbakning og i ledelsens ånd.

Det er min opfattelse at ledelsen på Egholt fuldstændigt understøtter Egholts forretningsmodel. Nemlig at fastholde beboerne i mistrivsel så længe som muligt. Dette for at sikre egen indkomst så længe som muligt.

Lad dette være en advarsel til alle der måtte høre om Egholt og overveje det som en behandlingsmulighed til deres barn/unge.